Erhvervslivet får mere indflydelse end folkevalgte politikere i ny handelsaftale, afslører Information
I dag skal EU og USA i gang med tredje runde af forhandlinger om en vidtgående frihandelsaftale, den såkaldte Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP).
Samtidig kan Dagbladet Information afsløre et hemmeligt internt dokument, hvori det forklares, at forhandlingerne om TTIP'en lægger op til et såkaldt "reguleringsmæssigt samarbejde". Her skal erhvervslivet spille en særdeles fremtrædende rolle og vil reelt få forrang for folkevalgte politikere til at harmonisere eksisterende lovgivning og til fremover at forhåndsgodkende kommende lovgivning.
Afsløringerne viser med al tydelighed, at frihandelsaftalen truer demokratiet, siger EU-ordfører Nikolaj Villumsen.
- Afsløringerne er alarmerende. Folkestyret vil blive sat over styr til fordel for snævre erhvervsinteresser. Det er ganske enkelt udemokratisk, siger han og fortsætter.
- Den aftale, der er på bordet ved dagens forhandlinger sætter store multinationale selskabers interesser over både demokratiet og hensyn til miljø, og forbruger- og arbejdstagerrettigheder. Det er helt uacceptabelt.
Da Folketinget i sin tid gav Kommissionen lov til at indlede forhandlinger med USA, var det under forudsætning, at aftalen ikke ville få negative konsekvenser for Danmarks muligheder for at indføre lovgivning på miljø, velfærd og arbejdstagerrettigheder.
Den mulighed, frygter Nikolaj Villumsen, er i fare. Tidligere har der været lækket dokumenter fra EU-kommissionen, der sår tvivl om, hvorvidt mandatet var i harmoni med Folketingets krav.
- Med dagens afsløringer er Kommissionen gået endnu længere over stregen og dermed overtrådt mandatet fra Folketingets Europaudvalg. Det bør regeringen tage alvorligt og vende til bage til Folketinget efter et nyt forhandlingsmandat, siger han.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]