Initiativet for flere ungdomshuse og retsgruppen ABC, der arbejder med retshjælp for de unge der blev fængslet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, modtog i dag Enhedslistens græsrodspris på 10.000 kroner.
Prisen uddeles af Rød Fond, der er etableret af Enhedslisten for at støtte rebelske og samfundsforandrende initiativer. Thomas Eisler fra Rød Fonds bestyrelse begrunder prisen således:
- Det har været imponerende at se det hav af initiativer til forsvar for ungdomshuse og fristeder, som er opstået i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, Jagtvej 69. Der var derfor ingen tvivl i Rød Fonds bestyrelse om at prisen i år skulle gå til nogle af disse aktiviteter.
For Initiativet for flere ungdomshuse og ABC gruppen faldt prisen på et tørt sted:
- Vi har brug for politisk opbakning, så vi ikke mister gejsten og I har brug for gejsten fra gaden, så I ikke tørrer ind på jeres partikontorer. Så folk kan blive ved med at tro på dette andet København - et København, hvor man ikke skal spejle sig i de store glasfacader når man går på gaden, men hvor vi kan spejle os i hinanden og se hinanden i øjnene, lød det fra Initiativet for flere ungdomshuse.
- Vi er rigtig glade for prisen og pengene vil indgå i kampen for en verden uden fængsler, siger ABC gruppen.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]