Mens økonomi- og indenrigsministeren glæder sig over spare-iveren i kommunerne, ser Enhedslisten med anderledes kritiske øjne på, at kommunerne trækker dem økonomiske håndbremse.
De netop offentliggjorte regnskabstal for kommunernes udgifter i 2012 viser, at kommunerne brugte 5,3 mia.kr. mindre på service end budgetteret. Samtidig viser tallene, at kommunerne brugte 1,2 mia.kr. mindre på anlæg end budgetteret.
Men ansvaret ligger ikke kun hos kommunerne. Det skyldes den spændetrøje, som regeringen har lagt ned over kommunerne med budgetloven.
Finn Sørensen, kommunalordfører for Enhedslisten udtaler:
- Det er til skade for beskæftigelsen i det private og den offentlige velfærd, at kommunerne igen i år bruger færre penge, end de har budgetteret med. Når der bruges færre kroner på service, bliver der flere arbejdsløse SOSU-assistenter og pædagoger, og når der bruges færre penge på anlæg, bliver der flere arbejdsløse håndværkere.
- Regeringen bærer et hovedansvar for, at kommunerne holder på pengene. Budgetloven, som regeringen har indført med støtte fra de borgerlige, strammer det urimelige sanktionsregime, som den borgerlige regering i sin tid påbegyndte. De strenge sanktioner tvinger kommunerne til at bruge færre penge, end de må, for ikke at blive straffet. Det er skadeligt i en situation med høj arbejdsløshed.
- Regeringen må droppe sanktionerne overfor kommunerne. Beskæftigelsen stagnerer. Der er blevet 10-15.000 færre offentlige ansatte, primært i kommunerne, siden den nuværende regering trådte til. Derfor opfordrer vi regeringen til at dispensere fra de stramme regler over for kommunerne for både service og anlæg i 2013 og 2014. Det giver bedre velfærd og mere beskæftigelse, også i den private sektor.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]