Gå til hovedindhold

Polen på vej mod totalt abort-forbud

I Danmark har vi haft fri abort siden 1973, og langt de fleste danskere ser det som en rettighed, der ikke står til forhandling. Betydeligt anderledes ser det ud i Polen, hvor kvinders ret til at afbryde en uønsket graviditet har været truet siden murens fald. Nu ser abortretten ud til at blive endnu mere indskrænket.

Anne Overgaard Jørgensen, Rød+Grøn

Polen fik forholdsvis fri abort helt tilbage i 1932. I 60-70’erne blev abortloven tolket så frit, at kvinder rimeligt nemt kunne vælge en abort. Det resulterede i, at en del kvinder fra bl.a. Danmark og Sverige, der endnu ikke havde fri abort, drog til Polen for at få afbrudt en uønsket graviditet.

Med Sovjetunionens fald fik den katolske kirke imidlertid fornyet betydning i Polen. Det var medvirkende til, at regeringen i 1993 indførte et forbud mod abort, således at en abort kun er lovlig, hvis kvindens liv eller helbred er i fare, hvis graviditeten er et resultat af en kriminel handling eller hvis fosteret er i fare.

Kirken vejrer morgenluft

Trods det delvise abortforbud er Polens magtfulde katolske kirke utilfreds med, at det trods alt er muligt at få abort. Ligeledes har såkaldte pro-liv NGO’ere gentagne gange indsamlet underskrifter til støtte for et totalt forbud. Da det højreorienterede parti Lov og Orden kom til magten i 2015, så den kirken en ny chance for at få gennemført det totale abortforbud. Sidste vinter slog statsministeren også fast, at hun moralsk støtter et fuldstændigt forbud mod abort.

Den katolske kirkes markante indflydelse på abortlovgivningen og på Lov og Orden må ikke undervurderes, mener den polske feminist Anna Karaszewska. Hun er bl.a. er aktiv i den kvindepolitiske paraplyorganisation Kvinders Kongres (’Kongres Kobiet’), som forener fagbevægelser, NGO’er og erhvervsliv i et bredt kvindepolitisk arbejde.

- Polske feministgrupper har længe været i opposition til kirkens gentagne strikse abortkrav og har derfor været hastige til at mobilisere i den nuværende situation. Bl.a. har vi afholdt velbesøgte demonstrationer i hele landet, hvor vi har brugt metalbøjlen som et makabert symbol på, hvad illegal abort resulterer i, fortæller hun.

Jagten på underskrifter

Kvinders Kongres har spillet en nøglerolle i organiseringen af arbejdet for fri abort. I slutningen af maj stod organisationen bag komitéen Red Kvinder (’Ratujmy Kobiety’), hvis første mål var at skaffe 100.000 underskrifter for en fri abortlovgivning. I Polen kan man med 100.000 underskrifter få et lovforslag til førstebehandling i det polske underhus. Red Kvinder var oppe imod den såkaldte pro-liv NGO Stop Abort, der med kirken som allieret allerede havde indsamlet langt over 100.000 underskrifter. På under tre måneder lykkedes det Red Kvinder at skaffe over 250.000 underskrifter for deres forslag, der ud over en abortlovgivning meget lig den danske også rummer krav om seksualundervisning i skoler og lettere adgang til prævention og fortrydelsespiller. Dermed skal forslaget behandles af underhuset, formentlig i slutningen af september.

Anna Karaszewska forventer ikke, at Red Kvinders forslag vil blive vedtaget. Imidlertid håber hun, at det og de mange protester kan få regeringen til at indgå et kompromis, så man undgår et totalt forbud mod abort.

- Status er nu, at mange polske kvinder tager til Tyskland, Slovenien eller Østrig for at få foretaget en abort. Hvis man får en illegal abort i Polen, koster det omkring 8.000 danske kroner, og sikkerheden er varierende, understreger Anna Karaszewska og fortsætter:

- Forløbet i Polen viser tydeligt, at kvinders ret til at bestemme over egen krop ikke må tages for givet. Tilkæmpede rettigheder kan smerteligt forsvinde.

»Kvinders helvede fortsætter«, står der på banneret til en demonstration for fri abort. Bøjlen er symbol for de ulovlige og meget farlige aborter.

Foto: Flickr/Zorro2212 (CC BY-SA 4.0)

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Læs mere

The Congress of Women: www.kongreskobiet.pl/en-EN

Red Kvinder: www.ratujmykobiety.pl

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]