Gå til hovedindhold

Glemmer de, så husker vi: Om selskabsskat og SU

Regeringen vil nu øse milliarder af kroner ud til skattelettelser for erhvervslivet. Men læs her, hvad S, SF og Radikale mente om den type politik indtil for nylig - og bedøm selv, hvor troværdigt det er.


Morten Østergaard, daværende finansordfører - nu uddannelsesminister (R)

Sagde om VK-regeringens ønske om at sænke selskabsskatten:

Lavere selskabsskat er 'mahogni-politik', som støtter de klassiske dele af erhvervslivet: De store virksomheder, som har store overskud, og allerede er i Danmark. Men det, der er brug for, er, at det bliver mere attraktivt at investere i nye virksomheder. (Ekstra Bladet 24. maj 2011)

Sagde om SU og regeringsgrundlaget:

SU'en er en kanonsucces, og vi har i regeringsgrundlaget gjort det helt klart: Vi vil ikke vil beskære SU'en." (Politiken december 2011)

Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister (S)

Sagde om VK-regeringens ønske om at sænke selskabsskatten:

Siger nej til flere skattelettelser fra VKO. Hvem er det der skal betale denne gang? Børnefamilierne igen? De ledige? Besparelser på velfærden? Nej til flere skattelettelser! (Facebook 9. september 2011)

Om det socialdemokratiske projekt sammen med gruppeformand Henrik Sass Larsen, finansminister Bjarne Corydon og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen:

00'ernes svar til dansk erhvervsliv var en international konkurrence om at nedbringe selskabsskatten med det tvivlsomme sigte at ruste virksomhederne til international konkurrence. En kamp, man var dømt til at tabe, også selv om resultatet måtte ende i nulskat. Det socialdemokratiske svar er, at vi synes, at virksomheder skal betale en fair skat af deres overskud, og at alle erhvervspolitiske kræfter skal lægges i at skabe betingelserne for at skabe vækst og overskud. En veluddannet arbejdsstyrke med adgang til billig efteruddannelse, flexicurity, gode pasningsforhold for børn, en god infrastruktur og en smidig administration er mere værd end en sænkning af selskabsskatten. (20. august 2012 i en kronik i Politiken)

Helle Thorning-Schmidt, statsminister (S)

Siger til Berlingske, at de vil tilbagerulle VK-regeringens sænkelse af sekskabsskatten til 25 pct., så den atter kommer op på 28 pct.:

Det var en unødvendig skattelettelse. Vi skal tilbage til det niveau, som selskabsskatten lå på før. (Berlingske 2. nov. 2007)

Jesper Petersen, daværende skatteordfører (SF)

Sagde om VK-regeringens ønske om at sænke selskabsskatten:

Det er visionsløst, socialt skævt og ineffektiv i forhold til at skabe nye job. (24. maj 2011, SF's egen hjemmeside)

 Sagde om VK-regeringens ønske om at sænke selskabsskaten:

Regeringen har ladet sig styre af Anders Samuelsen, og tror at et simpelt drej på skatten kan løse Danmarks problemer. Hvad så hvis vores nabolande sætter skatten ligeså meget ned i næste uge? Så er vi jo lige vidt. Det afgørende er at Danmark er et godt land at drive virksomhed i, fordi vi har veluddannet arbejdskraft, velfungerende velfærdsordninger, et stabilt arbejdsmarked og en god infrastruktur. Det sætter SF fokus på i vores økonomiske plan, mens regeringen undergraver velfærden med nye skattelettelser. (24. maj 2011, SF's egen hjemmeside)

Margrethe Vestager, indenrigs- og økonomiminister (R)

Radikale Venstre ser SU'en som en god fremtidsinvestering, der skal sikre et fortsat højt uddannelsesniveau i Danmark. Den skal der ikke pilles ved. (YouTube-video fra 2011)

Nadeem Farooq, skatteordfører (R)

Meddeler til Børsen, at den danske selskabskat bliver, hvor den er, selvom svenskerne sænker deres:

Vi skal sikre, at vi ikke ligger højt på selskabsskat. Vi skal ikke konkurrere om at få lavest mulig selskabsskat. (...) Vi har ikke uanede milliarder til at lave skattelettelser for. Jeg vil hellere sænke skatten på arbejde. Den er et større problem end selskabsskatten. (Børsen 12. marts 2012)

Holger K. Nielsen, skatteminister (SF)

Helt grundlæggende mener jeg, at vi har en robust selskabsskat, når vi ser på de samlede vilkår for virksomhederne i Danmark. Ser man på tallene, er billedet ikke, at vi i Danmark har højere selskabsskat end gennemsnittet for de toneangivende EU-lande. (...)

Derfor er det også interessant at se på, hvordan nedsættelserne er finansieret. Den svenske nedsættelse er for eksempel delvist finansieret ved en udbredelse af skattebasen og dermed af erhvervslivet selv. Det er en model, der giver god mening. (Børsen 20. nov. 2012)

Christine Antorini, børneminister (S)

Så har VKO slået til igen. Væk med mulighed for SU et år ud over normeret studietid, selvom man er blevet forsinket pga studieskift, sociale begivenheder mv. I aften vil SU-forligskredsen få lagt VKO-nedskæringen på bordet: tag SU nedskæringerne eller vi ophæver SU-forliget. Så lidt respekt har VKO for brede forlig. Vi siger nej til nedskæringerne, der vil ramme socialt skævt (Facebook 17 maj 2011)

Mogens Lykketoft (S)

Jeg synes, det er en rigtig, rigtig dårlig ide at sænke selskabsskatten. Både fordi de eneste, der rigtig får noget ud af det i det lange løb, er bankerne og dem, der udvinder olie og gas i Nordsøen. Men også fordi en nedadgående konkurrence mellem EU-landene om, hvor lav selskabsskatten kan være for at tiltrække investeringer. Det er det samme som at undergrave finansieringen af velfærdssamfundet. Vi skulle meget hellere enes om at holde et vist højt minimumsniveau på selskabsskatten. (Tv2Lorry under valgkampen i 2011)

Fra SFs hjemmeside

Artiklen "Lettelser i selskabsskatten er ren gaveregn til de store selskaber”, hvori man bl.a. kan læse:

Selskabsskatten i Danmark er under gennemsnittet i EU15 og er helt konkurrencedygtig.

Halvdelen af danske virksomheder betaler ikke selskabsskat, fordi de investerer eller har underskud. Det er først og fremmest de store etablerede virksomheder, der vil nye godt af lavere selskabsskat. (24. maj 2011)

Se seneste nyheder med emneordet

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]