Gå til hovedindhold

COP 15-sagen må føre til et opgør med præventive anholdelser

Enhedslisten lægger nu op til en afskaffelse af muligheden for præventive anholdelser af fredelige demonstranter.

Det sker i kølvandet på dagens landsretsdom i sagen om demonstranterne fra klimatopmødet i 2009. Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper udtaler:

- Landsretten har ligesom Københavns Byret fastslået, at hundredvis af demonstranter har krav på erstatning for uberettiget anholdelse. Det er en sejr for forsamlings- og ytringsfriheden. Hele sagen viser hvor problematisk det er, at politiet har beføjelser til at anholde fredelige demonstranter, som ikke har gjort noget ulovligt.

- Muligheden for præventive frihedsberøvelser er en alvorlig begrænsning af forsamlingsfriheden. Hvis fredelige demonstranter ved, at de risikerer at blive anholdt uden at have gjort andet end at deltage i en fredelig demonstration, risikerer vi, at folk ikke tør at udnytte deres grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Det hører ikke hjemme i et demokrati. Derfor skal loven være meget mere klar.

Lovgivningen skal ændres

Enhedslisten blev under finanslovsforhandlingerne i efteråret enig med regeringspartierne og Liberal Alliance om en række ændringer af retspolitikken. Blandt andet var der enighed om efter landsrettens dom i COP 15-sagen at "tage en grundig drøftelse af, om der bl.a. i lyset af hensynet til forsamlingsfriheden kan være anledning til at overveje ændringer af lovgivningen på området".

- De mange anholdelser under klimatopmødet viser, at vores lovgivning åbenbart kan forstås sådan, at det er i orden at anholde store dele af lovlige og fredelige demonstrationer. Derfor er vores udgangspunkt en afskaffelse af adgangen til præventive frihedsberøvelser af fredelige demonstranter, som den er beskrevet i politiloven, og vi ser frem til forhandlingerne med regeringen, siger Pernille Skipper.

Fakta:

Københavns Byret tilkendte gav alle 178 sagsøgere medhold, da byretten ikke fandt det bevist, at disse var deltagere i "sort blok". Desuden fandt byretten, at forholdene under frihedsberøvelsen var nedværdigende, og derfor i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur og anden nedværdigende behandling. De 178 sagsøgere blev hver tilkendt 9.000 kr. i godtgørelse for tort.

Under sagens behandling ved Østre Landsret fremlagde politiet bl.a. registreringer af de enkelte klageres facebookprofiler, politiske tilhørsforhold og oplysninger om tidligere deltagelse i lovlige demonstrationer. Landsretten afviste, at materialet kunne anvendes som bevis, men Kammeradvokaten har siden udtalt, at denne tolker rettens kendelse om registreringerne som en blåstempling af, at sådan materiale kan være relevant. Enhedslisten har kritiseret dette, men Justitsministeren har ikke ønsket at kommentere sagen. Enhedslisten vil fortsat forfølge denne del af sagen også.

Onsdag, 25. januar 2012 - 12:48

Emner

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]