Stop nedrivningsvanviddet

Vedtaget af Enhedslistens Hovedbestyrelse den 24. juni 2018

Da et stort flertal i Aarhus Byråd tirsdag den 19. juni indgik forlig om en lokal “ghetto-aftale” nåede amokløbet mod de almene boliger nye højder: Det er ubegribeligt, at et byrådsflertal kan tro, at nedrivning af 1000 gode boliger vil løse nogen som helst problemer. EL finder at de indgåede forlig om ‘ghettoplanerne’ kan få katastrofale følger for mennesker i almene boliger og samfundet generelt

Derimod siger al logik, at det vil forstærke problemerne med boligmangel i Århus og medføre stigende boligpriser. Det er tankevækkende, at der ingen konkrete planer er for at sikre det samme antal nye boliger til de samme priser.

Vanviddet understreges af, at det i årevis har været et stigende problem, at almindelige mennesker ikke har råd til at bo i storbyer som København og Århus. Hvor skal de tvangsforflyttede bo, når der ikke er planer om alternative billige boliger.

Vi anerkender heller ikke den underliggende dagsorden, der italesættes som en “kamp mod parallelsamfund”. Den opfatter vi som stærkt stigmatiserende, og her vil det blive opfattet som en kamp mod hele befolkningsgrupper, i stedet for at tage fat i de reelle sociale problemer i nogle udsatte boligområder.

Vi opfordrer alle kræfter til at gå til kamp og modstand mod disse planer på alle niveauer. Her vil især boligforeningerne kunne være en vigtig aktør, men det er også en sag for fagbevægelsen, som historisk har været tæt forbundet med den sociale boligbevægelse. Vi vil samtidig opfordre til at andre kommunalbestyrelser ikke følger Århus’ eksempel.

Denne kamp kan blive meget lang. Men den vil være helt afgørende for at bevare den almene boligbevægelse.