Gå til hovedindhold

Årsmøde: Parwani sparker feminismedebat i gang

Enhedslistens årsmøde fik besøg af debattør og forkvinde for ExitCirklen, Khaterah Parwani, der opfordrede til at opfatte ligestillingskampen i minoriteten som mangfoldig. Johanne Schmidt-Nielsen introducerede. Læs og se talen.

Se Khatherah Parwanis tale og introduktionen ved Johanne Schmidt-Nielsen (endnu ikke undertekstet).

Det talte ord gælder. Tale af Khatherah Parwani.

Der findes ikke noget, der hedder brune eller hvide problemer. Skulle man være i tvivl, kan man besøge ExitCirklens cirkler, hvor kvinder i alle farver mødes og genkender hinanden, støtter hinanden og møder hinanden med solidaritet.

Minoritetskvinden bliver brugt som politisk våben

Vi lever i en tid, hvor det ikke er minoritetskvinden i sig selv som er i fokus. Vi lever i en tid, hvor hendes problemer er et politisk våben.

Nej, det er ikke hende selv, der er i centrum, for hvis det var, havde minoritetskvinder samlet ikke kunnet genkende det mest genkendelige dilemma: Går jeg angstens ærinde, hvis jeg taler min sag? Brødføder jeg til frustrationerne, der er malplaceret på en minoritet, hvis jeg taler min sag? Risikerer jeg, at bidrage til større hetz mod de mest udsatte, vores flygtningestrøm, hvis jeg taler min sag? Skaber jeg flere vrede unge mænd i min minoritet, hvis jeg taler min sag? Hvordan undgår jeg dog at blive brugt som en politisk pisk i en politisk agenda?

Vi skal løfte fra bunden - ikke sparke nedad

Det her dilemma er en undervurderet hæmsko i kampen for ligestilling og ingen – ingen kan påstå, at der ikke er robust belæg for at sidde i dette dilemma. Jeg sidder med samme dilemma dagligt, og jeg kender ikke en eneste minoritetskvinde, der ikke sidder med samme frustration. Og vi skal tage det alvorligt, for hvem vil sparke nedad, når visionen er egentlig, at løfte fra bunden?

Den bramfrie og uhensigtsmæssige forskydning af frustrationer er ikke kun noget, vi ser på den politiske platform. Nej, den strømmer helt ned på gadeplan, hvor unge møder den samme indstilling, når de eksempelvis vælger at løbe hjemmefra i håb om, at der findes en større verden derude. Den strømmer derind i det lokale, hvor hendes problemer bliver tiltalt på en måde, der ikke tager hensyn til, at det er hendes nærmeste, hendes forældre og hendes søskende, hun har forladt. Et bånd er brudt. Sorgen og smerten er tung og gennemborende. Og savnet. Savnet er ufatteligt hårdt.

Måske er det forklaringen på, at langt de fleste piger vender hjem igen. Langt de fleste, så mens vi kigger mod nye safehouses og nye krisecentre med henvisning til det store omfang af kvinder, der bryder relationer og flygter, så har en virkelighed bag de tal åndet os i nakken: Alle de, der tager kursen tilbage. Et spørgsmål har åndet os for længe i nakken: Tilbyder vi overhovedet et bedre alternativ end det, de flygter fra? Eller måske skulle man spørge anderledes: Tilbyder vi overhovedet et alternativ, der forstår at arbejde med minoritetskvinder?

Frihed er en individuel størrelse

Vi taler en del om kvindekamp og frigørelse. Forholdet til egen krop og identitet. Løsrivelse fra normer og rammer, men vi burde egentlig tale mere om fleksibilitet. Vi burde tale mere om evnen til at være smidig nok til at forstå, at frihed er en individuel definition, selvom den individuelle definition kan modstride idealet.

Og hvis ideal? For der findes nødvendigvis ikke et enstemmigt ideal, vel? Vi burde spørge os selv en gang for alle, hvad danskheden kan rumme. Kan den rumme virkeligheden, hvor kvinder er forskellige og har forskellige måder at udtrykke deres identitet på? Vi burde tale mere om samfundsstrukturer, kulturelle strukturer, der hæmmer og forhindrer os i at gøre vores arbejde, fordi vi har modstandere på begge fløje, selvom de taler med forskellige tunger.

Vi er det mest effektive politiske våben. Det ved vi udmærket godt og det kræver også en ærlighed, at erkende, at det er et helvede at løfte knytnæven og markere sig, mens man er en lus mellem to negle. Vi er et politisk våben mod dem, vi ligner, og dem, vi er.

Man kan ikke uddele pisk og forvente tillid

Når vi taler om social kontrol og undertrykkelse, bliver en forældregeneration ofte udskældt på en så usympatisk måde, at man glemmer, at det er jo vores forældre, der tales om. Vores forældre, som tog os med fra krig og elendige omstændigheder og kæmpede for en transformation, som ingen i denne generation af etnisk danskere vil kunne sætte sig ind i. En forældregeneration, der har hver en historie, der er hård. En forældregeneration, der nu sidder og kigger på dette land, og hvordan vi omtaler flygtninge og statsborgere som fremmede, der ikke er velkomne i dette land.

Er det frigørelsen? Er det løsrivelsen? Desværre, man kan ikke piske en minoritet med den ene hånd og tro, at den anden hånd møder tillid fra minoritetens kvinder, der vil rykke fremad.

Vi er de ensomme og vi er vågne. Vi ser og lytter, og vi forstår, hvad der foregår. Os, der vil forandringerne for vores søstre og vores brødre indadtil i minoriteten, kæmper en ensom kamp. Vi har aldrig efterlyst solidaritet og støtte fra eliten, fra toppen, der samtidig sparker nedad. Vi er oppe imod flere strukturer på begge sider og vi er de alene. Vi er de, der bliver udnyttet og misbrugt, for i generationer har vores kvinder ikke haft en stemmeflade, der har repræsenteret diversitet.

Vores mødre havde ikke nogen stemmer, og de havde for den sags skyld heller ikke en solidaritet, der i det mindste kunne give dem en stemme. Der blev talt for dem og om dem. Nu er deres døtre her, og de glemmer ikke den manglende solidaritet. Den solidaritet, der anerkender og rummer forskellige virkeligheder. Den solidaritet, der som minimum interesserede sig for at danne et venskab, et naboskab, en relation fra majoriteten hele vejen ind til betonblokkene.

Diversiteten i minoriteten er stor

Ja, nu er vi her. Og man kalder os efterkommerne. Nydanskerne. Vi er vidt forskellige, og vi udtrykker os på forskellige måder. Diversiteten er så høj, at den er uoverskuelig, og hvor er det egentlig fantastisk, for den repræsenterer en virkelighed, der ikke havde en stemme tidligere.

Det er en svær tid for politikere, der beskæftiger sig med ligestillingsproblematikker og minoritetsrettigheder. Jeg forstår det godt, når en politiker kontakter mig, fordi det ikke er til at overskue, hvor vi er på hen. Jeg forstår det, selvom jeg påskønner, at det ser så forvirrende ud. Vi repræsenterer bare, hvor elastisk friheden egentlig er. Hvad den egentlig kan rumme.

For nogle måneder siden inviterede Johanne, Pernille og Pelle til middag. Vi var fire, der blev inviteret. Jeg, Natasha Al Hariri, Geeti og Elmas. Vi skulle tale om kvindekamp i minoriteten og krydsede forskellige temaer hen over middagsbordet. Nåh men, hvis Johanne, Pernille og Pelle er mere forvirret efter den middag, så er det helt forståeligt, for vi var enige om målet, men om vejen dertil – puha. Da vi gik derfra, sagde en: Åh vi må have gjort dem helt forvirret. Jeg svarede: Det er kun godt.

Opfordring: Opsøg alle dele af minoriteterne

Så en opfordring herfra: Brug denne ungdom effektivt til at forstå diversiteten, for sprog er ikke længere en undskyldning. Tal med dem. Inviter mere adspredt. Lad vær med kun at invitere debattørerne eller meningsdannerne. Besøg uddannelsesinstitutionerne, klubber og andre fritidssteder og kom tæt på denne ungdom. Tal med pigerne som med drengene.

Debatverdenen er også blevet et elitært sted for de der finpudsede og veltalende unge, så sørg for også at komme uden om os og ud til virkeligheden. Invester bedre i ungdommen ved at give dem autoritet og plads. Ved at få dem til at føle, at de er med ombord. At de bliver set og hørt. Tal med den unge pige, der vælger tørklædet til, ligesom I taler med os, som fravælger religiøse symboler. Hun kunne indeholde mere standhaftighed og kvindekamp end os andre – who knows – jeg kender i hvert fald et par stykker.

Gå ind på dette område med en erkendelse af, at vi er ikke en homogen flok. Vi er akkurat lige så forskellige som jer, men forskellen mellem os og jer er, at vi også har andre rødder. Det er et møde mellem to kulturer, og kulturmøder kræver, at man åbner sindet, og at man er fleksibel. Kulturmødet kræver, at man nulstiller.

Mødet mellem forskelligheder er præcis det, et demokrati tilbyder, og det er derfor, at forvirringen over diversiteten er sund for os, for vi bliver tvunget til at aktivere vores demokratiske sindelag.

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]