Folketinget afholder i dag samråd om de mange konkurser i ældreplejen. Enhedslisten kræver stop for privatiseringen, indtil den nye minister har leveret en grundig undersøgelse af konsekvenserne for borgere, medarbejdere og kommuner. Enhedslistens ældreordfører Finn Sørensen siger:
- Kommunernes Landsforening bekræfter nu selv, hvad vi har vidst et stykke tid. I hver tredje kommune er borgere og medarbejdere berørt af konkurser i ældreplejen. Det skaber utryghed hos de 4000 borgere, der pludselig står uden hjemmehjælp. Og det skaber utryghed hos de mange medarbejdere, der pludselig står uden job, ligesom det påfører kommunerne ekstra omkostninger.
Finn Sørensen har tidligere uden held forsøgt at få regeringen og Folketinget til at forholde sig til problemerne med konkurser i ældreplejen. Derfor glæder ældreordføreren sig også til dagens samråd.
- Jeg ser meget frem til dagens samråd. Jeg forsøgte i foråret 2015 at få den daværende socialminister til at forholde sig problemet og give Folketinget en grundig belysning af konsekvenserne for hjemmehjælpsmodtagerne, de ansatte og kommunerne. Det fik jeg ikke noget ud af, så på dagens samråd vil jeg håbe, at jeg kan få den nye sundhedsminister til at forpligte sig til det.
- Vi har længe forsøgt at trænge igennem til regeringen og de andre partier i Folketinget og i kommunalbestyrelserne landet over: Nu må de forholde sig til kendsgerningerne. Det er en myte, at det er bedre og billigere at overlade ældrepleje til de private. Det forholder sig lige modsat. Privatisering og udlicitering er gift for kvalitet og tryghed i ældreplejen.
I 2003 indførte VK regeringen og DF tvang over for kommunerne til at inddrage private leverandører i ældreplejen. Dette vil Enhedslisten nu ophæve.
- Så snart Folketinget samles igen, vil vi stille forslag om, at ophæve denne tvang. Vi vil samtidig kræve, at der gennemføres en uvildig undersøgelse af omkostninger og konsekvenser af konkurserne, og at al udlicitering af ældrepleje stoppes, indtil der foreligger videnskabelig dokumentation for de samlede konsekvenser for borgerne, de ansatte og kommunernes økonomi.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]